INSTRUKTØR, KOREOGRAF OG KORLEDER SØGES  (ansøgninger modtages ikke længere)

Musicalteatret søger personer til at udfylde de tre poster i den kunstneriske ledelse til teaterforeningens kommende nye rockmusical “Tremmer“, der har premiere på Folketeatrets Store Turnéscene i København d. 20. april – d. 6. maj 2017. Manuskriptet er skrevet af Rasmus Mansachs, som sammen med Lars Rahbek Andresen også står bag forestillingens 15 nye sange – sammen stod de ligeledes bag manuskript og sange til Musicalteatrets seneste to forårsopsætninger “Hotel(2016) og “1929 – En gangstermusical(2015). Du kan læse mere om den nye forestilling “Tremmer“, som vi søger til, på vores hjemmeside her.

Vi søger tre personer til at udfylde følgende roller til “Tremmer”:
• Instruktør
• Koreograf
• Korleder/sanginstruktør

De tre personer (den kunstneriske ledelse) skal sammen udvælge ca. 30-45 skuespillere, sangere og dansere i alt til audition i september 2016 (som er åben for alle, der dog er fyldt 18 år senest på premieredatoen i april 2017). Derefter skal de sammen stå for at administrere/fordele prøverne mellem sig, ud fra hvad de selv føler der er behov for i løbet af øveforløbet. Indledende detaljer om audition/prøveforløb m.m. aftales inden opstart med Musicalteatrets bestyrelse.

Musicalteatret holder dagligt til i foreningens faste øvelokaler i Teaterhuset BorgenForhåbningsholms Allé 20, 1904 Frederiksberg C. Det er i disse lokaler, at prøverne (samt audition) til forestillingen vil finde sted frem til de endelige generalprøver påbegyndes på selve Folketeatrets Store Turnéscene fra d. 10. april 2017.

Du kan herunder se en trailer for musikken til “1929 – En gangstermusical” fra 2015, hvis du vil se nærmere på Musicalteatrets tidligere bedrifter samt det spillested/den scene, som forestillingen skal opføres på – og høre klip af sangene (da sangene til “Tremmer” skrives af samme komponist og tekstforfatter):

Du kan desuden se hele forestillingen “1929 – En gangstermusical” på YouTube her, hvis du har lyst.

Forventninger fra Musicalteatret
Det er som sagt op til den kunstneriske ledelse selv at distribuere samtlige prøver/prøvetid (tirsdage/torsdage/øveweekender/spillestedsprøver i slutfasen) mellem hinanden indbyrdes for at bestemme, hvilke dage der øves hvad (skuespil, sang og dans) samt hvilke af de medvirkende, der er behov for at være tilstede til de individuelle prøver. Det forventes, at den kunstneriske ledelse går i tæt samarbejde og dialog for at arbejde ensrettet frem mod et fælles mål og udtryk. Den kunstneriske ledelse skal løbende holde møder/samtaler med hinanden for altid at være underrettet om, hvor langt i processen de medvirkende/holdet er på de forskellige områder, og for at undgå forvirring, spildtid, misforståelser og modstridende informationer. I tilfælde af uenigheder har instruktøren det endelige ord i skabelsen af forestillingen i sin helhed.

De tre ledige poster som instruktør, koreograf og korleder/sanginstruktør er lønnede med et symbolsk beløb (Musicalteatret er en selvfinansieret nonprofit-forening). Koreograf og korleder/sanginstruktør skal være opmærksomme på, at musikken hovedsageligt vil bære præg af rockpop-genren, men der vil også være ballader. Korlederen/sanginstruktøren står for både korarbejdet med det udvalgte kor fra audition samt at arbejde sideløbende med solisterne og disses sange. Det er ved audition op til den kunstneriske ledelse, om de ønsker, at der udvælges dansere, som kun skal danse, til forestillingen, eller om der udvælges skuespillere, som også varetager danseopgaverne. Kunstnerisk ledelse aftaler også selv indbyrdes, hvor mange (og hvilke af de 15 sange), der skal være dans/koreografier til. Læs mere om hele forløbet (datoer, prøver m.m.) senere på denne side.

Ansøgning/kontakt:
Ansøgning sendes til Musicalteatrets bestyrelse. Der er deadline for ansøgning til posterne mandag d. 27. juni 2016. Skriv til os og fortæl os lidt om din erfaring, din måde at arbejde på, hvorfor du søger stillingen (og hvilken stilling du søger) og eventuelt andre informationer. Du vil derefter få svar efter deadline-datoen og muligvis blive indkaldt til samtale med repræsentanter fra bestyrelsen.
Vi glæder os til at høre fra dig – også hvis du har yderligere spørgsmål til stillingerne og hele forløbet.
Spørgsmål og ansøgninger bedes sendes til Musicalteatrets bestyrelse (som sagt senest d. 27. juni 2016) på følgende mailadresse: info@musicalteatret.dk

Audition for skuespillere/sangere/dansere:
Ønsker du i stedet at komme til audition som skuespiller, sanger og/eller danser på “Tremmer“, kan du tilmelde dig vores påmindelses-ordning, hvor du så vil få direkte besked i din mail-indbakke, når der åbnes op for auditiontilmeldinger i august 2016. Du kan tilmelde din email-adresse på vores audition-side her.

Herunder kan du se en samlet oversigt over hele forløbet med “Tremmer” (fra audition til forestillings-perioden). Datoerne kan ikke ændres, og det gælder både audition, prøver og spilleperioden. Klik på billedet for at forstørre det. Under billedet kan du læse en nærmere beskrivelse af forløbet.

Audition september 2016:
Audition afholdes lørdag-søndag d. 17.-18. september fra morgen til ud på aftenen – kunstnerisk ledelse (instruktør, koreograf og korleder) udvælger mellem 30-45 skuespillere, sangere og dansere (efter behov). Der er indlagt en callback-auditionweekend den efterfølgende weekend (d. 24.-25. september), hvis den kunstneriske ledelse har behov for at se nogle personer igen eller prøve flere ting af, inden de endelige beslutninger tages. Instruktør/koreograf/korleder kan frit vælge mellem alle fremmødte, uanset deres baggrund, erfaring og eventuel anciennitet i Musicalteatret.

Prøver oktober 2016 – april 2017:
Fra 11. oktober frem til udgangen af november er der aftenprøver hver tirsdag. Fra december 2016 frem til d. 6. april 2017 er der aftenprøver hver tirsdag og torsdag (bortset fra i juleferien). Disse dage kan ikke ændres til andre dage end tirsdag og torsdag, men kunstnerisk ledelse vælger selv, hvordan de fordeler de forskellige øvedage imellem sig, og om prøverne skal være fra kl. 18-22 eller 19-22 (lokalet er i princippet ledigt til brug fra 17:30 og resten af aftenen til hver prøve). Ud over aftenprøverne er der i 2017 sat fire hele øveweekender af lørdage/søndage fra kl. 10-? d. 14.-15. januar, d. 4.-5. februar, d. 4.-5. marts og d. 25.-26. marts. Disse weekend-prøvedatoer kan heller ikke ændres, men hvor langt ud på lørdagene/søndagene prøverne skal fortsætte, er op til den kunstneriske ledelse ud fra, hvad der er behov for.

Generalprøver april 2017:
Fra 10. april 2017 er der dagligt prøver på spillestedet (Folketeatrets Store Turnéscene) for både de medvirkende, sceneteknikere, lyd, lys og band. På almindelige arbejdsdage er prøverne om aftenen, men på de 5 påskehelligdage (13.-17. april) er der prøver fra tidlig morgen til sen aften. Det er et krav fra Musicalteatret, at alle medvirkende (samt kunstnerisk ledelse) kan være tilstede disse 5 dage. Så er du bortrejst i hele påsken 2017, kan du ikke søge stillingerne i den kunstneriske ledelse, da de fem påskedage er de vigtigste og mest essentielle i hele prøveforløbet, hvor alle 75 mennesker på og bag scenen i produktionen/foreningen skal kunne være tilstede. Der er forpremiere på forestillingen onsdag d. 19. april, hvor den kunstneriske ledelses arbejde i princippet er færdigt, og hvor det forventes af alle poster, at de er nået i mål. Fra d. 20. april til d. 6. maj 2017 opføres “Tremmer” 13 gange på Folketeatrets Store Turnéscene.

Sociale arrangementer:
Der er lagt flere sociale arrangementer ind i forløbet, som alle er valgfrie at deltage i, men som vi håber de medvirkende har lyst til at møde op til for at styrke produktionens sammenhold: Hyttetur, nytårskur, midtvejsfest og gallafest (samt selvfølgelig premiere- og afslutningsfest på første og sidste spilledato i forestillingsperioden).

}